Versus #1: Åbne eller lukkede slutninger

Versus er en ny serie indlæg, hvor jeg hver uge vil holde to litterære modsætning op overfor hinanden. Ikke nødvendigvis for at finde et svar, men for at få en debat og håber I vil være med.

Jeg elsker karakterer. Jeg elsker at lære karakterer at kende og jeg ved ikke noget bedre end at føle med eller ligefrem føle sig som en virkelig god karakter i en bog. Karakterne i bøger har fra jeg var helt lille altid være venner og mindst ligeså livagtige, som de mennesker jeg kendte i min egen virkelighed. Derudover kan jeg ikke få nok, hvis jeg læser om et smukt univers langt fra mit eget eller får beskrevet andre tider i andre byer. Litterære beskrivelser er den bedste måde at finde ud af hvordan tyvernes New York eller det attende århundredes Paris var, for ofte har det været forfatternes samtid.
Disse faktorer har gjort og påvirker stadig mit forhold til slutninger. Jeg kan helt enkelt ikke få nok, når jeg først har kastet mit hjerte efter et godt beskrevet univers.
Da jeg var mindre læste jeg kun modvilligt bøger under 300 sider, jeg var bange for at løbe tør for ord inden jeg havde forstået karaktererne og hele deres verden godt nok. Jeg kunne ikke fordrage åbne slutninger, for jeg følte karakterne og deres “liv” gled gennem mine fingre som vand, jeg ikke kunne gribe før de var væk. Som ældre er det blevet bedre. Jeg er ikke bange for at læse kortere romaner eller noveller endda, som altid har været min skræk-genre (er I klar over hvor lidt plads, der er i en novelle!), men jeg ved stadig ikke noget bedre end en virkelig tilfredsstillende slutning, der overlader intet til fantasien og som binder en kæmpe rød sløjfe af alle de små ledetråde om hele historien. Jeg har altid haft massere af fantasi, men har nok samtidig følt, at det ikke var min plads at bestemme over karakternes liv. Jeg vil gerne høre alle forfatterens tanker og intentioner, selvom de ikke altid er lige tilfredsstillende… (Katniss, jeg kigger på dig, Peeta, really?!)
Når alt kommer til alt, er slutningen det sidste indtryk en bog efterlader, og jeg ønsker at få alt hvad der kan tilbydes.

Hvad er jeres holdning til slutninger. Kan I bedst lide dem åbne og selv forestille jer resten, eller er I som mig, og helst bare gerne vil have slutningen serveret på et sølvfad?

IMG_3822picm

Advertisements

2 thoughts on “Versus #1: Åbne eller lukkede slutninger

  1. Jeg vil nok helst have helt afklarede historier, men samtidig kan det også gøres så voldsomt at jeg ikke gider det. Jeg hader når der kommer sådan noget ’10 år ud i fremtiden’ agtigt (jeg HADER slutningen på Harry Potter!!!) for det er tit ligegyldigt som sådan og tilføjer bare klichéer i form af f.eks. børn, der er navngivet efter vigtige, døde personer (ja, J.K. Rowling, det er dig jeg hentyder til!) og det gider jeg simpelthen ikke læse om.
    Hvis en historie ender for åbent, sidder jeg bare sådan helt ‘øh, hvad? Sådan kan den sgu da ikke ende!?’ Sådan havde jeg det f.eks. med slutningen på Borte med blæsten, men sidenhen er jeg kommet til at elske den.
    (Jeg er desuden enig med dig omkring Katniss’ fejlvalg!)

    Like

    1. Du har helt ret, der skal være en balance (: Jeg elsker prologer og ud i fremtiden beskrivelser (også HPs slutning) men er enig i at det kan blive lidt for klistret og perfekt. Tror bare jeg hellere vil have for meget end for lidt (;
      Tak for din gode kommentar!

      Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s